Dagen i går og tanker derfra.

Står op til dét der minder mest af alt om en kold regnfuld efterårsdag. Det blæste og smådryppede fra en alt for grå himmel. Det passede meget godt til dagens humør.

Jeg har i dag været til begravelse ved en skolekammerat fra folkeskolen. Hun døde meget pludseligt og i en alder af kun 20 år. 20 år?! Det er virkelig forfærdeligt – det er slet ikke kraftigt nok et ord. 
Det har sat rigtig mange tanker i gang, og i søndags da jeg fik det af vide lukkede jeg nærmest ikke et øje hele natten. Jeg kunne slet ikke få det ud af hovedet, var virkelig urolig og lå bare og vendte og drejede mig hele natten. 
Jeg er lidt overrasket over hvor meget det har ramt mig, for det er ikke en pige jeg var meget tæt med, vi legede lidt/var sammen efter skole i 5.-6. klasse, men nu kommer det bare så tæt på. Det er helt uforståeligt og så uretfærdigt. En pige på tyve år kan og skal ikke bare lægge sig til at sove og så ikke vågne op igen. Det er helt forkert. Bare tanken om det giver mig kuldegys. Det gør mig så ked af det. Det er ikke rimeligt. Der er så mange ting hun ikke fik nået, hendes liv var jo nærmest bare lige begyndt. Og hendes familie, de efterladte – det store sorte hul og den enorme sorg. Det må være helt ubærligt. Ingen forældre skal overleve deres børn og ingen bedsteforældre skal overleve deres børnebørn. Det må være det værste man som forælder kan forestille sig, det værste mareridt.

Nu sidder jeg her i en alder af 21 med en følelse af..ja jeg ved egentlig ikke hvad jeg skal kalde det. Panik, rastløshed og angst måske..og så er jeg mest af alt bare chokeret og virkelig ked af det.
Jeg føler at der er så mange ting jeg ikke sætter nok pris på og værdsætter nok i min hverdag og i mit liv. Jeg føler der er så mange ting jeg gerne ville have gjort allerede på nuværende tidspunkt, som jeg ikke har gjort. Jeg har så mange drømme – store drømme – jeg gerne vil føre ud i livet. Der er også en del små ting jeg rigtig gerne vil føre ud i livet – ting jeg siger til mig selv nærmest hver dag, at nu skal jeg fandme i gang, men jeg får bare aldrig taget mig sammen, og jeg bliver simpelthen så irriteret på mig selv, for kom nu lige ind i kampen og tag dig sammen frk. Sjödin, den eneste der stopper er dig selv! Måske den følelse jeg sidder med indeni lige nu, er med til at give mig dét ekstra, så jeg for alvor kan gå i gang med at udleve de drømme og få dem til at ske sådan for alvor. Jeg ved bare at dét her kommer til at ændre nogle ting; så som at værdsætte de små ting endnu mere – de små ting der måske virkelig ligegyldig, men som egentlig har meget større betydning for én end man lige tror –  lade være med at hænge sig i de små dumme ting der viser sig at være ingenting og ikke spiller en rolle i det store billede når det kommer til stykket. Se mere positivt på tingene og lade være med at bekymre mig for meget.
Jeg vil prøve om ikke jeg kan nyde de ting der sker i mit liv mere end jeg gør nu og samtidig være mere positiv. Se muligheder i stedet for begrænsninger, og lade være med være min egen stopklods og sige til mig selv at ‘det kan du ikke.’
Man kan sgu hvad man vil, og vil man det nok, så skal det også nok komme til at ske. Måske ikke lige med det samme, men med tiden.

‘Lidt tanker på en trist lørdag i august’