Jeg ved godt det er et par dage siden det var valentines, men jeg faldt lige over denne søde artikel. 
Jeg går ikke op i Valentins dag..overhovedet. Det er A og jeg ret enige om. Og inden I sidder og tænker “det er bare noget hun siger, alle piger går da op i V-day” så nej, det er ikke på den der kvinde-logiske-måde hvor jeg siger jeg er ligeglad med valentins dag, men egentlig forventer 20 røde roser og en æske lækker chokolade, en god middag og hygge i sofaen med the Notebook og lidt snolder.
Det er én af de ting jeg synes bare skulle have blevet i USA. Det er da en sød tanke at der er den ene dag om året hvor man går all-in og forkæler den man elsker/holder af/etc, men hvorfor ikke bare gøre det en hvilken som helst anden dag, i stedet for at gøre det lige nøjagtig den 14. februar som alle andre? Jeg synes nemt det kommer til at fremstå opsat, og det skal kærlighed da være alt andet end!

Tilbage til artiklen – den er virkelig kær og går lige i hjertet!
Læs den her – jeg vil næsten garantere at du sidder og tænker “aaaw, hvor er det sødt!”

Bruger en dejlig tirsdag aften bag computerskærmen, med stearinlys og sød blomst i mørket.
Det her vejr er ikke just vejen frem til masse energi og produktive dage. I hvert fald ikke hos mig lige i tiden. Jeg har været så ualmindelig meget energiforladt den sidste uges tid. Om det er vejret ved jeg ikke (synes ærlig talt det er lidt en fesen undskyldning,) men jeg orker i hvert fald ikke det vilde og bliver liggende under dynen indtil jeg får dårlig samvittighed over det. Sandheden er, at ligger jeg under dynen til længere end 06.30, så føler jeg at dagen er væk, ergo skal der ikke meget til at vække min dårlige samvittighed til livs, men når jeg ligger under dynen og klokken runder 09.00, så er det altså galt. Så er dagen altså ved at være væk. Jeg er mest produktiv tidligtidlig morgen og aften efter spisetid + nat. Ikke videre praktisk, men til gengæld bliver man ikke sådan forstyrret på de tidspunkter.
Jeg har en liste over sager jeg skal have ordnet inden weekenden sniger sig ind på mig, og selvom dagene går, bliver listen ikke mindre. Det er virkelig en dårlig stime at komme ind i. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at hvis ikke jeg får hanket op i mig selv, så kan denne tarvelige periode godt trække lidt ud. Det er der hverken tid eller lyst til. Jeg synes det er så lækkert når man får lavet en masse ting og er dejlig produktiv. Ligeledes haaader jeg, når det er det modsatte der er tilfældet, og der er minus overskud på kontoen.

I aften bruger jeg som sagt tiden på at sidde begravet bag min computer skærm, imens A sidder i sin egen lille verden bag sin computer, samt iPad på skødet (rigtig multitasker er han. Lige pludselig.)  Jeg får lavet ønskesedler, tilføjet punkter til min to-do liste, futter rundt og rydder lidt op, lægger planer for indretningen af den her hytte og finder inspiration diverse steder (nu skal der virkelig til at ske noget. Jeg er ved at være træt af at bo i noget der ikke føles som et hjem, fordi væggene er tomme og det meste egentlig bare er ufærdigt og ikke særlig personligt. Det bliver der heldigvis gjort noget ved nu) og sidst men ikke mindst får jeg planlagt lidt lækkert til bloggen.

Følg med det næste stykke tid og find ud af hvad jeg gemmer oppe i mit lille ærme.
 

Der er den type mennesker der fortæller alt og alle bare de får en idé de synes er pisse god lige på det tidspunkt – en idé der ikke er tænkt igennem, men bare er en spontan idé man synes er mega fed – og så er der dem der ikke fortæller noget som helst til nogen, og som går lidt med det hele selv indtil der er successgaranti. Og det er mig!
Jeg er typen der ikke indvier folk i mine tanker/drømme/ideer før jeg ved om der er noget realistisk og holdbart i det, og jeg mener virkelig ingen mennesker. Hverken A, mine bedste veninder eller min nærmeste familie. Det betyder til gengæld også at jeg går med det hele inde i mit lille hovede, og til sidst så kan det altså godt blive fyldt op. Så står jeg tilbage med en presset hverdag hvor min tålmodighed er på et minimum, og det er bare ikke ok overfor nogen. Det stjæler min tid fra mine veninder og familie, og jeg får noget nemmere ved at gnave af folk jeg har kær, og så sidder jeg tilbage med en enorm dårlig samvittighed der fylder mindst lige så meget i mit hovede som alle de andre tanker fylder til sammen. Det påvirker virkelig mit humør så meget. Jeg har så mange tanker og projekter der tuller rundt oppe i hovedet på mig lige i tiden. Det er lidt svært når man gerne vil have at alle er glade, man gerne vil hjælpe alle de steder man kan (også selvom man egentlig ikke kan, og det i sidste ende er mere til skade end gavn for én selv)  Det er ikke let når man gerne vil tilfredsstille alle andre og gøre alle glade samtidig med at man selv er glad. Jeg godt at det kan man selvfølgelig ikke, men hold nu op hvor ville det være rart hvis bare man kunne.
Det er også derfor der har været minus aktivitet herinde. I dag har jeg så besluttet mig for at tage en fri-eftermiddag på sofaen under mit dejlige tæppe, med en skål popcorn i skødet og et eller andet fis i fjernsynet. Koble lidt af og tænke på ingenting.

Hver måned laver jeg en liste på min telefon, over ting jeg gerne vil nå inden måneden er omme, og oktober er ingen undtagelse.

Jeg vil gerne..
-bage bananboller (jeg har fundet den lækreste opskrift jeg bliver nødt til at afprøve)
-lave fødselsdagsgave til Tulle
-opstarte et lille hemmeligt projekt
-begynde at strikke et halstørklæde jeg skal bruge til gave
-lave trøfler (jeg har fundet flere opskrifter på trøfler der lyder så vanvittig lækre, og nu skal det sørme være. Vejret bliver kedeligere, dagene bliver kortere, så der er ekstra meget plads til selvforkælelse og eftermiddagshygge)
-fejre As fødselsdag og forkæle ham i hoved og bagdel
-lave mine øvelser fire ud af syv dage (mindst)
-blive færdig med hytten (sætte lamper op, finde spejl til entré og få gardiner op)
-bruge mere tid sammen med mine veninder
-afprøve én ny aftensmadopsrift i ugen

Altså det burde jo egentlig være ret overkommeligt, men hver måned synes jeg at tiden render fra mig, og lige pludselig står man dér og så er det den 30. i måneden.

Står op til dét der minder mest af alt om en kold regnfuld efterårsdag. Det blæste og smådryppede fra en alt for grå himmel. Det passede meget godt til dagens humør.

Jeg har i dag været til begravelse ved en skolekammerat fra folkeskolen. Hun døde meget pludseligt og i en alder af kun 20 år. 20 år?! Det er virkelig forfærdeligt – det er slet ikke kraftigt nok et ord. 
Det har sat rigtig mange tanker i gang, og i søndags da jeg fik det af vide lukkede jeg nærmest ikke et øje hele natten. Jeg kunne slet ikke få det ud af hovedet, var virkelig urolig og lå bare og vendte og drejede mig hele natten. 
Jeg er lidt overrasket over hvor meget det har ramt mig, for det er ikke en pige jeg var meget tæt med, vi legede lidt/var sammen efter skole i 5.-6. klasse, men nu kommer det bare så tæt på. Det er helt uforståeligt og så uretfærdigt. En pige på tyve år kan og skal ikke bare lægge sig til at sove og så ikke vågne op igen. Det er helt forkert. Bare tanken om det giver mig kuldegys. Det gør mig så ked af det. Det er ikke rimeligt. Der er så mange ting hun ikke fik nået, hendes liv var jo nærmest bare lige begyndt. Og hendes familie, de efterladte – det store sorte hul og den enorme sorg. Det må være helt ubærligt. Ingen forældre skal overleve deres børn og ingen bedsteforældre skal overleve deres børnebørn. Det må være det værste man som forælder kan forestille sig, det værste mareridt.

Nu sidder jeg her i en alder af 21 med en følelse af..ja jeg ved egentlig ikke hvad jeg skal kalde det. Panik, rastløshed og angst måske..og så er jeg mest af alt bare chokeret og virkelig ked af det.
Jeg føler at der er så mange ting jeg ikke sætter nok pris på og værdsætter nok i min hverdag og i mit liv. Jeg føler der er så mange ting jeg gerne ville have gjort allerede på nuværende tidspunkt, som jeg ikke har gjort. Jeg har så mange drømme – store drømme – jeg gerne vil føre ud i livet. Der er også en del små ting jeg rigtig gerne vil føre ud i livet – ting jeg siger til mig selv nærmest hver dag, at nu skal jeg fandme i gang, men jeg får bare aldrig taget mig sammen, og jeg bliver simpelthen så irriteret på mig selv, for kom nu lige ind i kampen og tag dig sammen frk. Sjödin, den eneste der stopper er dig selv! Måske den følelse jeg sidder med indeni lige nu, er med til at give mig dét ekstra, så jeg for alvor kan gå i gang med at udleve de drømme og få dem til at ske sådan for alvor. Jeg ved bare at dét her kommer til at ændre nogle ting; så som at værdsætte de små ting endnu mere – de små ting der måske virkelig ligegyldig, men som egentlig har meget større betydning for én end man lige tror –  lade være med at hænge sig i de små dumme ting der viser sig at være ingenting og ikke spiller en rolle i det store billede når det kommer til stykket. Se mere positivt på tingene og lade være med at bekymre mig for meget.
Jeg vil prøve om ikke jeg kan nyde de ting der sker i mit liv mere end jeg gør nu og samtidig være mere positiv. Se muligheder i stedet for begrænsninger, og lade være med være min egen stopklods og sige til mig selv at ‘det kan du ikke.’
Man kan sgu hvad man vil, og vil man det nok, så skal det også nok komme til at ske. Måske ikke lige med det samme, men med tiden.

‘Lidt tanker på en trist lørdag i august’